Der findes flere typer veteranbilejere. Der findes dem, der hele tiden er på udkig efter et spændende objekt, og hvor selve restaureringen er udfordringen. Det er dem, der ofte sælger bilen, når den står fiks og færdig. Der er dem der er rigtige samlere, og skaber sig et minimuseum med flere køretøjer, og ofte har en halv lade fyldt med urestaurerede biler. Så er der dem, der køber drengedrømmen, får den skilt ad, og så sker der ikke mere, en papkassemodel er født.
Og så er der endelig dem hvor en bestemt bil er drengedrømmen og bare den eneste ene – måske ligesom konen.
Til sidstnævnte kategori hører Kurt Elgaard fra Lystrup. Han fortæller:
-I mine unge dage kom jeg meget i Randers Motor Sport, hvor der var en speedwaykører ved navn Thomas Yde. Han havde en flot Ford A roadster. Jeg var meget interesseret i biler og motorsport og forelskede mig dybt i hans Ford A, sådan en måtte jeg bare eje en gang.
Som for så mange andre unge først i 1950`erne var der ikke lige råd til en bil. Først da Kurt Elgaard var færdig med sin militærtjeneste i 1956 var muligheden der.
-Jeg fik de såkaldte hjemsendelsespenge udbetalt, og de skulle helt sikkert investeres i en Ford A roadster, husker Kurt tydeligt.
-En kammerat fandt så en rimelig god bil på Djursland, som jeg købte. Den blev lavet i stand, men ikke nogen decideret restaurering, men så meget jeg magtede med min simple økonomi, fortæller Kurt, der i mange år har kørt som repræsentant med duge og sengetøj.
-Jeg kørte i bilen i en hel del år. Det blev til 200.000 km inden den blev stillet til side. Jeg fik den dog hovedrepareret et par gange foruden det almindelige vedligehold.
Da Kurt Elgaard startede på sit job på landevejen blev den gamle Ford A stillet side, den skulle ikke sælges, men gemmes til et passende tidspunkt.
Det blev til 31 år på landevejene inden den gamle bil blev fundet frem fra sit skjul under presenningen i carporten.
Så startede en grundig restaurering. Den blev totalt skilt ad.
-Der er nok ikke den skrue jeg ikke har haft i hånden, fortæller Kurt begejstret, og husker at fortælle at hans kone Solveig også skal have en stor del af æren for at det lykkedes at få bilen færdig til forårets forskellige løb. – Hun gav et godt nap med!
–Ja, jeg var god til at holde kontra, smiler hun fra trinbrættet.
Bilen står nu som ny med historiske korrekte nummerplader. Historisk korrekte nummerplader er selvfølgelig en rimelig veldefineret størrelse, hvor det historisk korrekte helt naturligt handler om bilen, men alligevel kan det historisk korrekte have en anden betydning for ejeren.
–Jeg ville gerne have haft de samme nummerplader bilen havde, da jeg købte den i 1956. Det var med Randersbogstaverne VL, fortæller Kurt.
–Men det kunne ikke lade sig gøre! Det skulle være med et enkelt V, som var det korrekte bogstav, da bilen blev indregistreret første gang i 1931. Talkombinationen kunne jeg heller ikke få, det skulle ligge indenfor et bestemt interval. Nummeret fra 1956 var VL 22.333, men jeg kom dog så tæt på som V 12.333.
Kurt Elgaard har kun denne ene veteranbil – den eneste ene – og det er ikke mange beskåret at kunne genoplive drengedrømmen for anden gang i det samme køretøj!
-Efter så mange trofaste kilometer på landevejene kunne vi ikke skille os af med vores Ford A, fortæller ægteparret samstemmende og slutter begejstret og med berettiget stolthed: - Det er ikke bare en tilfældig veteranbil, det er en del af vores liv. Den skulle gemmes til vore ældre dage. Vi ville ud at køre i den igen, og nu står den så næsten genfødt.