Vintage Nyt - september 2004, nr. 419
|
Han er vild med store katte
Bilentusiast fra Ikast klar til sommerkørsel og sol i klassisk super-sportsvogn Af Gorm Albrechtsen.
|
![]() Karsten Søndergaard med sin Jaguar V12 E-type 3 fra 1973 – udvalgt og nærmest håndplukket i USA og nu klar til sommerfornøjelser. Karsten Søndergaard er glad for katte. Han kan li’ de varme og bløde af slagsen, som spinder henne i sofahjørnet, men han er vild med de store og voldsomme. Af den slags som katten derude i garagen – en 12-cylindret Jaguar med det britiske bilmærkes lurende Jaguar på fronten. Det er fuldblod og det er farligt.Den 34-årige tekstilfabrikant fra den midtjyske trikotagehovedstad Ikast bekender sig helt til Jaguar, og så kan man næppe eje mindre end en 12-cylindret af slagsen. Katten ude i garagen er en rigtig klassiker. Når Karsten Søndergaard i sidste weekend i juli stillede op til start i det klassiske Ringkøbingløb i Vestjylland, sad han bag rattet i sin egen Jaguar V12 E-type serie 3 fra 1973. Han ville selv Revisorer har sans for detaljerne, vant som de er til at kigge tallene i et regnskab nøje efter. Sådan en uddannelse har Ikast-boen, og da han besluttede sig for, at nu var tiden inde til at realisere det største ønske af alle, ventede han ikke til juleaften. Han satte en agent til at finde en Jaguar sportsvogn i USA. - Det skulle være USA, fordi jeg på vestkysten var temmelig sikker på at finde en bil uden rust på grund af de klimatiske forhold. Samtidig skulle det være en bil, som ingen havde været i gang med at restaurere, fastslår Karsten Søndergaard. Han ville selv have fornøjelsen, men havde på den anden side ikke lyst til at bakse med en bil, som andre havde været ved at lappe på. Eller en bil som var præget af det danske klima og muligheden for salt og væde, der gør grimme ting ved ædle bilers komplicerede mekanik og krinkelkroge. - Jeg fik min kat, siger Karsten Søndergaard. Siden bilen kom hjem fra USA i en container har han været travlt beskæftiget i sin fritid med at restaurere køretøjet, så det fremstod rigtig flot til det store klassiske veteranbilløb i Ringkøbing den 30. og 31. juli. |
200 siders håndbog Nogle ting mangler, såsom nogle lister og lidt beklædning, men det skulle kunne nås, mener den stolte bilejer. Hans filosofi er, at man kan hvad man vil, men på den anden side skylder man så fremragende et produkt som en af historiens fineste biler at vise håndværksmæssig kvalitet. - Jeg tøvede da jeg skulle i gang med at restaurere de fire store Stromberg-karburatorer, men en 200 siders håndbog er en god hjælp, siger Karsten Søndergaard. Han skulle bare vide, hvorledes netop den disciplin har drevet selv garvede mekanikere til noget nær vanvid. Helt sin egen Nu står hans egen private kat ude på perlegruset og gnistrer af lak og krom i solen. Jeg er forelsket og fortabt i den bil, siger han. Men han erindrer også om, at lige som en lille kat på vejen ifølge digteren er helt sin egen, vil et spørgsmål fra vennerne, om han dog ikke kommer kørende i sin Jaguar, automatisk afføde svaret: - Jo, hvis den vil. En Jaguar er nemlig også sin egen, og har sin egen mening om tingene. Hidtil har den da opført sig rigtig pænt, siger Karsten Søndergård. Som medstifter af og formand for Jaguar Club of Denmarks vestjyske region er han næsten pisket til at ha’ en Jaguar – og det har han så. Men hvad drømmer en Jaguar V12-ejer om, når han drømmer om endnu en bil: - Hvis pengene var der, såmænd en anden berømt englænder, en Aston Martin. ![]() Karsten Søndergaard med sin Jaguar V12 E-type 3 fra 1973 – udvalgt og nærmest håndplukket i USA og nu klar til sommerfornøjelser. |