Det var en stor udfordring for mig at modtage opfordringen til at skrive om hvordan Nordjysk Ford A Klub blev startet i 1963.
Udfordringen bliver ikke mindre af, at jeg ikke kan huske noget om hvordan klubben blev startet, da jeg først blev medlem i 1967.
Med et gulnet avisudklip i hånden havde jeg nu fået mulighed for selv at tage æren for det hele, og i dramatiske vendinger at beskrive hvordan jeg med beslutsomhed og entusiasme indrykkede denne annonce i avisen for 40 år siden og lagde grundstenen til en stor klub med 800 medlemmer. Der var jo alligevel ikke nogen, der kunne huske noget om det.
Selvom jeg elsker at fortælle løgnhistorier, er det imidlertid sådan, at jeg har medlemsnr. 3. Der er således 2 medlemmer, der er ældre i gårde end jeg er, så derfor vil jeg nøjes med at holde mig til sandheden - sådan som jeg husker den - og for så vidt angår udsagn, der lader sig kontrollere.
Jeg er altså blevet en af klubbens „Grand Old Men“. Grand måske nok i betydningen stor og fornem; men old - nej, den er altså svær at sluge. Jeg er ikke engang 70. Så kan jeg bedre lide betegnelsen „Det Grå Guld“. Grå betyder erfaring, og guld betyder kæften fuld af guldtænder. (Ligesom en rigtig autoophugger fra midt i 60’erne). Det er der prestige i!
Jeg købte min første Ford A i 1966. Jeg var lige blevet færdig med skolen, og var ikke i tvivl om, at så snart jeg blev 18 år og fik kørekort, skulle jeg selvfølgelig have en bil at køre i.
Det var ikke fordi jeg var særlig interesseret i bilhistorik; men dem, der kørte Ford A den gang, var virkelig til grin for Gud og hver mand. I skolen gik jeg i klasse med en pige, hvis far havde en Ford A fra 1929. Hun blev meget forlegen, når vi dreje samtalen hen på hendes fars bil. Det var bare så flovt, at have en far, der kørte i sådan en gammel bil.
Som det provokerende unge menneske jeg var, ville jeg gennem mit bilvalg tilkendegive, at jeg havde styrke til at give fanden i, hvad de andre mente. Jeg ville have en bil med stil, og det var en bil, som ingen andre gad eje, og som var til størst mulig gene for den øvrige trafik.
Ved middagsbordet omkring voksdugen luftede jeg mine planer om at købe en Ford A, som jeg så ville gå og klargøre til syn til jeg blev 18 og fik kørekort.
Min far var straks med på ideen og bakkede mig op. Han kendte godt en Ford A, det var en god og solid bil, som der engang kørte mange af på de danske veje, og så var de nemme at vedligeholde. Bare man havde et stykke ståltråd, et søm og noget sejlgarn under bagsædet, så kunne man klare ethvert problem og køre hjem ved egen kraft, hvis et teknisk uheld skulle opstå.
Senere hen har jeg hørt ham fortælle til tredjemand, at han syntes, det var en god ide, at de unge nyuddannede bilister gjorde deres første erfaringer i trafikken i en gammel bil som en Ford A. De gamle biler kan jo ikke køre så hurtigt, sagde han, så der er ingen risiko for, at de kører sig ihjel med stor fart.
Jeg havde haft nogle feriejobs som lager- og chaufførmedhjælper og havde sparet nogle penge sammen til en Ford A, og en dag var den der så i avisen. En meget velholdt Ford A sedan de luxe fra 1931, stod der. Den stod i Fjerritslev, og vi kørte op og så den. Den var rødbrun og hed “Henry”. Men navnet under bagruden var malet over med en bred pensel i en farve, der afveg noget fra bilens rødbrune lak. Den havde brunt slidt plysindtræk, og kabinen lugtede af sur cigar og benzin. Sådan skulle det bare være! Jeg fik en bekendt til at køre den hjem i garagen, hvor jeg gik og glædede mig over mit klenodie.
Det var dengang på mode at kalde sin Ford A ved navn. En kollega - Henning fra Præstbro - havde haft en 29’er, der hed Lotte. Min hed Henry, og i klubben havde vi en, der hed Anthon. Putte er dog også set. Måske var det for at markere et personligt tilhørsforhold til sin tro følgesvend, eller måske en parallel til den maritime verden, hvor disse navne lige så godt kunne have været navnet på et fiskerbåd. Ligheden mellem en Ford A og et fiskerfartøj kan godt i en bestemt situation være slående. Her tænkes på lyden af en Ford A i tomgang og lyden af en fiskerkutter, der lægger fra kaj.
Ford A motorer blev også brugt i mindre lystbåde. Ofte i forbindelse med en speciel petroleumsmanifold, hvori udstødningsgassen varmede indsugningsmanifolden op. Man startede op på benzin, og når manifolden var blevet varm, skiftede man over på petroleum.
Ford A motorer blev også anvendt i tipvognslokomotiver til f. eks. mosebrug.
En Ford A motorblok er tillige set anvendt som trappesten foran et kolonihavehus.
Jeg har engang set en Ford A med et par træsko skruet fast på venstre trinbræt. Det har sikkert påkaldt sig nogle undrende blikke fra overhalende bilister, og budskabet kunne være:
1) Ford A ejere går med træsko.
eller:
2) Ford A ejere stiller træskoene på trinbrættet for ikke at tilsmudse gulvtæppet i kabinen.
Hvilken slutning en hastigt forbipasserende drager, afhænger naturligvis af bilens generelle stand og helhedsindtrykket som sådan.
Jeg var i mellemtiden kommet i lære som maskinarbejder på Aalborg Værft, og følte mig efterhånden kvalificeret til at give Ford A’er en overhaling. Den var godt nok noget medtaget af mange års slid og var hårdt angrebet af stålorm.
På Aalborg Værft fremstillede vi - foruden reservedele til Ford A - hele stålskibe, skibskedler og oliefyr.
Med i Ford A-klubben
Jeg havde hørt, at der var dannet en Ford A klub et eller andet sted i Aalborg, og syntes godt, jeg kunne have glæde af at snakke med andre Ford A ejere og høre om, hvordan de taklede udtalte problemer som slidtage og stålormeangreb.
Min gamle kollega - Henning fra Præstbro - kendte godt klubben. Han var dog ikke selv medlem, men kunne fortælle, at de holdt møde på Skipper Clements Kro i Svenstrup. „De sidder og snakker om deres gamle biler, og har det rigtig hyggeligt“ sagde han.
Jeg deltog første gang i et møde i Nordjysk Ford A Klub på Skipper Clements Kro i 1967. Jeg havde lige fået kørekort og havde lånt min fars bil for at køre til Svenstrup. Jeg blev indmeldt i klubben. Det årlige klubkontingent androg 18 kr.
Der var mange forskellige mennesker samlet her, og de gav udtryk for mange forskellige meninger. Jeg fik snakket med nogle stykker og fik knyttet bekendtskab med nogle Ford A ejere, der varede mange år frem.
Når jeg i dag ser billeder af Ford A stævner fra klubbens start med Ford A’er linet op side om side så langt øjet rækker, må jeg sige, at det ikke er sådan jeg husker aktiviteterne i Nordjysk Ford A Klub fra 1967 og fremefter. Jeg deltog i flere Ford A løb og stævner sidst i 60’erne, altid med kaffe og kringle og glade, positive mennesker; men med et meget beskedent deltagerantal. I 1969-70 kunne vi ikke engang skrive vort medlemstal med 2 cifre.
Vi var en lille hård kerne. Vi kendte hinanden privat og hjalp hinanden med råd og dåd for at holde vore Ford A’er i live.
Hvorfor blev der så dannet en Ford A klub i 1963, og hvorfor døde den så hurtigt igen?
Set i lyset af de her beskrevne tendenser i tiden, vil jeg forsøge at give et bud. De mennesker, der i 60’erne interesserede sig for veteranbiler, var et andet klientel end lærlinge og studerende med trang til at udtrykke deres frihedsidealer, og andet godtfolk der hellere ville betale gas- og vandregningen end at investere i kølerfigurer og forkromede hjulmøtrikker. Veteranbilfolket samlede sig i organiserede klubber, hvor de dyrkede Hammelvognen og andre interessante køretøjer fra århundredeskiftet og op i 20’erne. Der var ingen med en seriøs interesse for veteranbiler, der beskæftige sig med Ford A.
Man kan meget generelt og meget forenklet og lidt provokerende sige, at en Ford A klub var en klub for fattigrøve, der ikke havde råd til at købe sig en ordentlig bil, og hvor medlemmerne gennem klubfællesskabet søgte at manifestere Ford A-ejerskabet som noget agtværdigt og respektabelt.
En Ford A kunne i 60’erne købes for en 500 kr. seddel, hvis den var fyldt op med benzin og havde rimeligt godt gummi, så det var ret nemt, at blive ejer. Imidlertid var der ikke ret mange, der havde et maskinværksted til rådighed og således selv kunne forestå vedligeholdelsen. De andre måtte betale fagfolk for arbejdet, og regningen oversteg langt bilens værdi. Samtidig blev Ford A’erne jaget af myndighederne. Man ønskede ikke de gamle biler på vejene. Kun de absolut bedste eksemplarer fik lov at køre i fred. Nej så var det lettere og billigere at sælge skidtet til en hollænder eller en svensker til en fornuftig pris og i stedet købe en folkevogn.
Den lille tilbageværende håndfuld medlemmer, der udgjorde Nordjysk Ford A Klub sidst i 60’erne, var idealister, der stædigt holdt fast i deres særprægede interesse støttet af et godt kammeratskab.
Nordjysk Vintage Motor Club
I 1971 omdannede vi Nordjysk Ford A Klub til Nordjysk Vintage Motor Klub for biler, motorcykler og stationært maskineri til og med 1939. Det hjalp lidt på medlemstilgangen, og flere gode idealister blev optaget i kammeratskabet. Begreber som originalitet vandt indpas. Original stand, originale farver, originalt indtræk m.v. Samtidig opstod en hel industri især i USA med reproduktion af reservedele, der gjorde det nemmere at vedligeholde og restaurere løbende uden at skulle gå fra hus og hjem. Veteranbilånden var ved at komme over os.
Da vi fik overdraget klublokalerne - og op gennem 70’erne i det hele taget - begyndte det for alvor at gå fremad for NVMK. Lokalerne blev istandsat ved en frivillig indsats af entusiastiske medlemmer. Der blev skrevet om os i avisen, vi fik PR, og vi arrangerede Blokhusløb med tilslutning fra hele landet.
De sidste 25 år af historien har jeg med tilfredshed fulgt som passiv medlem fra sidelinien.
Den Ford A, hvormed jeg deltog i klublivet i slutningen af 60’erne og i 70’erne, har jeg endnu. Jeg købte den som et urestaureret velholdt eksemplar i 1967 og kørte i den indtil 1980, hvor den blev afmeldt. Den er aldrig blevet restaureret, men er løbende vedligeholdt, mens jeg kørte i den. Den skal have en ordentlig omgang, inden den kan komme på landevejen igen. Den har i mere end 20 år stået i garagen og ventet på, at jeg skulle bestemme mig til, hvad der skulle ske med den.
Det var jo fristende at sælge den til en, der ville overtage den, så den kunne komme ud og slikke solskin igen; men mine børn, der nu er midt i 20’erne, ønsker ikke at jeg afhænder den. De har nogle bestemte relationer til den, siger de. De fortæller, at da de var små, og trængte til nogle øjeblikkes ro og ubemærkethed, gik de ud i garagen med en stak Anders And blade og kravlede ind på bagsædet af Ford A’en. Det var så hyggeligt at sidde der i sofaen og læse Anders And. Og så var der ingen, der forstyrrede dem, for der var jo ingen, der vidste, hvor de var.
Måske har næste generation et andet forhold til gamle biler. Sådan noget som ro, uforstyrrethed, hygge og tryghed.
Jeg ønsker naturligvis, at NVMK fortsat må udvikle sig positivt i de kommende år, og at klubbens medlemmer må føle glæde og behag dels ved det, de nu hver især går og roder med og dels ved et fortsat medlemskab af Nordjysk Vintage Motor Klub.
Mange hilsener fra Kurt Andersen, Bælum
(Red: I forbindelse med denne historie om Nordjysk Ford A klub, kan der henvises til et afsnit i Dansk Vintage Motor Clubs jubilæumsbog side 27-28 hvor Knud Hansen fortæller om en stiftende generalforsamling på Skydepavillionen i Ålborg i 1966 for start af en anden (afdeling?) Ford A klub i Ålborg. Dog uden den helt store succes, men det førte da til at Bertie Tore fra Dansk Vintage Motor Club fik fingrene i Ålborg Brandvæsens Adler fra 1913, der nu kan ses på Jysk Automobilmuseum i Gjern)