Transporthistorie: Motoriseringen af den danske hær er også transporthistorie. Omkring 1908 fik hæren sine første køretøjer. Man måtte blandt andet låne 7 vogne af den tyske hær for at få køretøjer nok i starten. Her ses de i en gård i Roskilde
Der er dog et område, som ikke rigtig har sit museum, nemlig bilen og vejtransport. Hvilket egentlig er mærkelig, for samfundsmæssigt hører det til et af de helt vigtige områder.
At det er et vigtigt område, kan man sige med sikkerhed. Allerede i 1920’erne kunne befolkningen konstatere, at teknikken var blevet tilstrækkelig stabil til at man kunne være sikker på transporten. I løbet af få år var den nødvendige infrastruktur bygget op med benzintanke, vejene blev rettet ud for at klare de nye hastigheder, belægningen og underlaget blev forstærket, så de kunne klare det stærkere slid, køreprøver skulle sikre førernes kompetencer, autoværksteder skulle klare reparationer osv. – alt det som er nødvendigt for at biltransport kan fungere.
Vejtransporten fik derved omfattende betydning for landet og forandrede ældre strukturer. Mange små stationsbyer ved de mindre jernbaner mistede den eksistensberettigelse, som livet omkring jernbanestationen i en årrække havde givet dem. Busser, lastbiler, varevogne og ikke mindst privatbilerne ændrede bebyggelsesmønstre, dagliglivet i arbejdstid og fritid, og nye former for kulturkontakt blev mulige. Et helt andet dynamisk erhvervsliv kunne opstå med en flittig udveksling af halvfabrikata og underleverancer og med et fintmasket distributionsnet landet over for forbrugersamfundets millioner af forskellige varer.
I dag har Danmark over 2 mio. køretøjer, og næsten hver familie har en bil. I samfundsøkonomien fylder området mellem 7 og 12 %, afhængig af hvorledes man tæller.
Transporthistorie: Brolæggerfaget er en del af denne
Transport er ikke ’sexet’Når der mangler et museum for bilisme og vejtransport er der flere forklaringer.
Den ene er, at emnet ikke er særlig ’sexet’. Ofte er det følelser, som står bag også seriøse interesser, og her har området ’trafik’ virkelig lav interesse. Det ses f.eks. på universiteterne, hvor forskerne har rimelig fri mulighed for at vælge emner, men alligevel prioriterer de transportforskning langt nede i bunden.
En stor undtagelse gælder køretøjerne, hvor især de mere potente personbiler har interesse. Ålholm, Egeskov, Jystrup, Fraugde, Åkirkeby, Gjern – på hvert af disse steder er der etableret historiske biludstillinger, hvor bilerne lines op genskabt med fortidens krom og lak.
Vejarbejde er transporthistorie. Her er man ved at anlægge en rundkørsel. Bemærk skiltene
Hertil findes de tusinde mange køretøjer i privat eje, som tilmed er begunstiget gennem lave afgifter og ringere myndighedskrav, hvis bilerne er ældre end 35 år. Her findes ofte køretøjer, som ingen kulturhistoriske museer i verden har taget hånd om.Interesse for transporten som sådan og hele den kulturhistoriske side har til gengæld været nærmest ikke eksisterende. Museumsmæssigt er det et ansvarsområde, som ligger under Danmarks Tekniske Museum, men museet har ikke fået økonomi til at have mandskabsmæssige ressourcer til at følge området systematisk. Museet har en af verdens første biler, Hammel bilen, mens det ikke har viden om hvorledes folk benytter bilen, hvor det er blevet den mest dominerende transportform.
Lejlighedsvis har der været udført mindre undersøgelser af høj kvalitet på forskellige museer. Vendsyssel historiske Museum har undersøgt motorvejsbyggeriets påvirkning af lokalsamfund, Lemvig Museum har set på hvorledes eksportvognmænd har organiseret deres forretning, Middelfart Museum har samlet ind om brugen af motorvej og vejbro, mens Roskilde Museum har set på sportskørsel på Roskilde Ring. Men når undersøgelserne er overstået, kaster museerne sig over andre opgaver, og måske rejser undersøgeren samtidig fra museet, som herved mister en stor del af den opsamlede viden.
Handelsvognen, der køre de mange landture med næsten alle daglige fornødenheder er et stykke transporthistorie
Transport er udflydende, decentralt og egoistiskEn anden årsag til den manglende interesse og lyst til at starte museumsdrift skyldes, at transport er et af de mest udflydende fænomener. Når en transport er overstået, er der ikke noget tilbage af selve transporten. Alle transporterer sig og drager nytte af det, men paradoksalt finder man alligevel ikke sammen om et museum for denne fælles interesse.
Ideologien på området er decentralisme og egoisme. Lige så uhåndgribelig transport er, næsten lige så uorganiseret er det. Udøverne er millioner af danskere. De har ganske vist FDM og tilsvarende organisationer, men de udfører kun lobby-arbejdet for medlemmernes interesser, og her har museumsdrift ikke været på programmet.
Værksteder er transporthistorie
I erhvervslivet er organisationer og firmaer generelt stærkt organiseret, og man arbejder mere effektivt. Men også her har transportområdet en diffus decentralisme. Især de mange tusinde virksomheder inden for transport er som regel små og uden stærkere organisering end en tilknytning til en taxacentral for eksempel.
Hvor virksomhederne er store, som det er tilfældet med benzinselskaberne, er moderfirmaerne udflydende internationale koncerner, mens det nationale har sin tyngde på tusindvis af benzinstationer, som ofte endda er løst tilknyttet på franchise basis.
Et af de eneste områder, hvor der findes en effektiv organisation, er rundt omkring det offentlige vejvæsen med Vejdirektoratet som det mest velorganiserede; det har endnu stærke træk fra tidligere perioder, hvor det var militære ingeniører, som planlagde landets vejvæsen. Det er da også herfra der i mange år har været arbejdet på at etablere et vejmuseum gennem Vejhistorisk Selskab.
Det skal dog nævnes, at der i den historiske verden findes en stor interesse blandt arkæologer for de mere håndfaste levn om tidligere tiders transport som veje og vadesteder. I perioder med meget motorvejs- og brobyggeri har mange arkæologer i årevis levet takket være bevillinger fra vejsektoren. Denne symbiose har nyere tids museumsfolk ikke kunne mobilisere.
Der er skrevet enkelte bøger om vejhistorie. Der eksisterer naturligvis artikler om veje og vejbygning mange steder. Der henvises blandt andet til litteraturliste i denne bog
Et myretuemyldrende museum
Det vil derfor være oplagt at et kommende museum kan inddrage den samling, som blev herreløst, da Danmarks Vejmuseum på Farø gik konkurs i 1996. Samlingerne består af genstande snævert forbundne med vejbygning og –anlæg. I øjeblikket ligger samlingerne på en nedlagt kaserne i Holbæk, men lejemålet er opsagt, hvorfor en løsning på opmagasineringen begynder at haste.
Ved det seneste forlig i Folketinget om trafikken blev der bevilget 10 mio. kr. til et vejmuseum. Det vil være oplagt, at disse penge indgik i en løsning for et rigtigt museum for vejtrafik.
Størstedelen af et museums indsats vil ikke så meget handle om den fysiske side, men nok så meget at fastholde viden om transportens myretuemyldrende væsen. Det er alt lige fra forældres kørsel af børn i skole til planlæggernes skiftende overvejelser omkring transporten ved opførelse af nye bydele.
Alt udstyret langs vejene, som her vejtræer og de typiske telefonmaster er også vejhistorie
En seriøs behandling kan gøres med rimelig begrænsede midler. Faktisk kunne et museum med en bemanding på helt ned til tre inspektører gøre en acceptabel indsats - i forhold til nutidens stort set fraværende indsats. Mens erhvervssektorer som industri og serviceerhverv er tungt belæsset med et enormt og forskelligartet vidensindhold, som betyder, at der skal gøres en stor og mandskabskrævende indsats til bare nogenlunde at dække disse mange felter, er trafikområdet faktisk mere ensartet. Derfor vil færre mennesker kunne klare opgaverne.Den ene inspektør kunne være hard core genstandsorienteret med interesse ikke alene for personbilens efterhånden mange tekniske muligheder ved både brug og vedligeholdelse, men især andre typer af køretøjer. Personbilens muligheder er rimelig ensartede fabrikeret som en verdensomspændende forbrugsvare, men hvis man ser på busser, varebiler og lastbiler, er der sket en total eksplosion i antallet af forskellige egenskaber. Hvert køretøj bliver designet og indrettet med lige de tekniske hjælpemidler, der skal løse specialiserede opgaver. Se hvor speciel en mælkeindsamlende tankvogn med computerforbindelse til datacentral er i forhold til en kloakservice med avancerede TV-kameraer.
Amtmand Hoppes Bro ved Langå er fredet. Den første bro af denne betonkonstruktion i Danmark
Den anden inspektør kunne til gengæld være god til at beskæftige sig med menneskers handlen. Gennem interview og samtaler skal der kunne fastholdes alt fra håbe og drømme hos teen-agere til macho chauffører kultur omkring langturstransportere.Den tredje inspektør kunne have sin styrke i det historiske og arkæologien. Især det sidste er der brug for, når der skal mobiliseres viden omkring de vejanlæg, som arkæologer stadig vil finde rundt omkring i landskabet. Og stadig har vi en ordentlig bog og udstilling til gode, som fortæller den danske bilismes reelle etablering i årene omkring 1930.
Det bliver spændende at se udviklingen på området - om politikerne kan finde en løsning ud fra fornuftige museumsfaglige overvejelser.
Måske skal de gøres opmærksom på, at der er et behov. Mon ikke de ville gøre noget ved det, hvis alle landets veterankøretøjer kørte i demonstration rundt om Christiansborg?