-Jeg købte min Citroën i sommeren 1971 hos Citroënforhandler Sejr Jensen på Skovvejen i Aarhus for 1000 kr.
Første ejer var en manufakturhandler, som boede i Nørregade, ogsaa i Aarhus. Anden ejer var karetmager og ansat paa Aarhus Sporveje (han solgte bilen til Jensen for 500 kr.) Og saa er der ikke præmie til dem som gætter hvem tredje ejer er!
Jeg fik bilen hjem til sporvognsremisen på trods af defekt kron- og spidshjul. Der var ogsaa lidt rust (saa det ud til). Købte en motor og gearkasse for 300 kr. i Horsens. Min Renault 4 fik oplyst himmelen paa vejen hjem! Saa i gang med vognen. Det var ingen ”sag” da vi, jeg og ”sømanden” som kunne svejse, havde varmt værksted med grav og 2 tons kran lige over arbejdspladsen.
Citroënen blev synet i sommeren 74. Den blev malet lyseblaa (kaffekandeblaa som B22) med sorte skærme, det syntes min forhenværende kone var farven! Vognen stod alt i alt, naar man ser bort fra øl og middage, i ca. 7000 kr.
Derefter kørte jeg i vognen de næste fire aar, dag ud og dag ind, uden de store problemer. Den kørte fint paa halv petroleum under oliekrisen i 1975. Men alligevel var det maaske ikke saa heldigt med det der petroleum, for motoren var ved at være lidt slidt. Det passede derfor fint med en skilsmisse og en hovedrenovering af motor, gearkasse og drivaksler. Førnævnte blev klaret i 1978-79, men saa traf jeg en sød pige, og det gik helt i staa med Citroënen!
Peter la Cour er også kendt som vores vært og rundviser på de spændende besøg på Statsbiblioteket i Århus.
De næste 20 år kørte jeg Morris Minor, Saab 96, -95, -96 og nu kører jeg Saab 900, som jeg ogsaa er vældig glad for. Men jeg blev jo drillet af venner, kammerater, arbejdskolleger og familie: ”Hvordan gaar det med din gamle Citroën? Hvornaar kommer den ud at køre? Skulle du ikke have kørt din datter til studentertranslokation (det gjaldt baade for min ældste og yngste datter)”.
Men i aar 2000 faldt jeg over en artikel i ”Veterantidende” vedr. import af en Tatra ”57” fra Tjekkiet, og saa faldt ti-øren. Jeg har en broder og en tjekkisk svigerinde, som har deres ”førtidspensions bolig” i Tjekkiet, og de har ogsaa en særdeles god mekaniker, haaber jeg?
Altsaa: Forespørgsler hos Motorkontor, Toldvæsen, Skattevæsen og den tjekkiske Ambassade. Alt skulle være i orden. Min svigerinde laver den tilsvarende procedure i Tjekkiet, og spørger for en sikkerheds skyld ogsaa ved grænseovergangen langs Elben/Labe ved Hrensko (vi vil ikke køre gennem Polen, det kan sikkert give en masse papirproblemer). Saa alt ”er klappet og klart, tegnet og tilrettelagt!”
Tilbage til 464389. Jeg havde jo ikke faaet sat motor, gearkasse samt fortøj paa vognen i 1978, saa det arbejde kunne jeg spare, naar nu vognen skulle skilles fuldstændig ad inden turen til Tjekkiet. Citroënen skulle jo kun svejses, males og have nyt indtræk. Her skal indskydes: Jeg er ikke god til at svejse, male og slet ikke god til indtræk! (hvorfor beskæftiger man sig i det hele tage med gamle biler, naar man i den grad mangler evner???) Vognen blev fuldstændig strippet med god vejledning og hjælpsomhed fra Finn Lyster, Benny Sørensen, Steffen Schmidt, m.f. Skruer, lister, dippedutter og meget andet blev fremskaffet. Igen med hjælp fra Finn Lyster, Olav Fredslund, Benny Sørensen, Jens Møller Nicolaisen samt mange flere.
Endelig, en frisk septemberdag, søndag den 16. hentede jeg Bennys trailer, samt et løst fortøj med hjul. Jeg havde lavet et par ophæng med smaa 6” fastgummi hjul, til at sætte paa rørtraversen (421.366). Op paa traileren med karosseriet, og saa faa det spændt ordentligt og sikkert fast. Det var noget af et arbejde! Ind med sæder, skærme, døre, vinduer og andet ”skrammel”.
Søndag den 23 lettede Steffen Schmidt og undertegnede kl.8,30. Susanne, den søde pige jeg traf en gang sidst i 1970erne, havde lavet kaffe, smurt mange rundstykker, madpakker og sørget for flere flasker med Cola og Hvidvand.
Kurs Lazne Libverda 1050 km fremme. Det regnede hele dagen og vi blev nødt til at overnatte i en lille tysk kurby en times kørsel syd for Berlin. Hotel Schenk von Landsberg i Teupitz var et gevaldig hyggeligt hotel, det saa næsten ud som om Adolf Hitler lige kunne havde holdt partimøde i landsbyen. (Dette er ikke ment spydigt! Det var et hyggeligt hotel! Men jeg havde følelsen!) Mandag fint vejr, kun støvregn med enkelte afbrydelser af sol. Dresden. Det var tydeligt at midtbyen havde været jævnet med jorden i 1945, en masse grimt, daarlig marxistisk byggeri prægede nu centrum. Mange af bygninger var tomme. Uden for centrum saas mange gode huse, som ogsaa havde staaet der da ”1000-aars riget” gik til grunde.
Vi følger Elben frem til grænsen, hvor vi ankommer 12,30. Herligt, saa er der kun 120 km til vi er i Lazne Libverde. Det skulle være fin tid, naar vi har lovet at være fremme ved fire tiden. Paa den Tjekkiske side (Hrensko) faar vi at vide at grænsestationer ikke har de nødvendige papirer, og for øvrigt maa der ikke køre lastvogne over denne grænseovergang!! (Min svigerinde havde ringet netop til denne grænsestation) Men hvad saa? Jo, vi skal køre til Neugersdorf og Ebersbach, de tager imod lastvogne! Det er en tur paa ca. 75 km, hvis vi kører over bjergene Krusnehory/Erzgebirge. Det gør vi! Vi har jo stor tiltro til vor Saab 900 med kun 100 hk. Det var næsten mere end den kunne klare, samtidig med at en af bjergvejene var lukket. Vejen var skredet i floden paa grund af regn! Altsaa sætter vi det til, som vi troede vi sparede, ved at køre over bjergene.
Fremme i Ebersbach faar vi ved toldstedet besked om at køre til en lastvognsterminal, hvor vi skal udfylde papirer om hvor meget brændstof vi har i tanken.(?) Vi har ca. 10 liter oktan 92 blyfri. (Benzin er noget billigere i Tjekkiet). Her faar politiet ogsaa et godt grin. Her holder en lille Saab med et Citroën vrag paa Bennys trailer, sammen med kæmpe lastvognstog der kan have flere tusinde liter i deres tanke!
Tilbage til lastvognsgrænseoverganger i Ebersbach, hvor vi ankommer kl. ca. 16. Ind til de tyske toldere, lang grundig besked om at vi skal have udfyldt toldpapirer. Det foregaar over paa den anden side hos et af tolddeklareringspapirfirmaerne, C. Spaarmann Transit GmbH og koster 40,00 DM plus en telefonsamtale til min broder, 1 minuts samtale, 10,00 DM plus 1,60 i Mehrwertsteuer.
Tilbage til de tyske toldere der er saa venlige at rette i de forkert udfyldte tolddeklareringspapirer. Men nu vil tolderen gerne ud og se et stelnummer, tolderen havde en smart udseende kvindelig toldassistent aspirant med ud for at se hvordan man gør, som sikkert ogsaa trængte til lidt opmuntring i regnen! (Men stelnummeret ligger jo hjemme i skrivebordsskuffen).
Igen er de tyske toldere flinke, selv om de gaar med pistol, og vinker os igennem.
Og saa begynder det Kafkanske helvede!!! Kl. er nu 17,00 og det støvregner stadig! Vi kører vogntoget 25 meter frem og bevæger os pr. gaa-ben frem til den Tjekkiske told. Vi venter en halv times tid paa at komme frem til skranken, hvor tolderen sidder bag en glasrude med en lille lem forneden hvor jeg skal skubbe papirer igennem, og lemmen bliver derefter straks lukket. Jeg sidder paa en lav skammel og ser op paa tolderen som ogsaa har pistol. ”Nicht gut. Papiren”. Tilbage til et tjekkisk tolddeklareringspapirfirma, Jipo Car, spedicni kancela (Dette firma vælger vi fordi ”car” er et bekendt ord, og vi tror, naive som vi er, de kan tale en lille smule ”utenlands”) De kan ikke, naturligvis, tale tysk (det kan jeg næsten heller ikke), men jeg faar forklaret hvad det drejer sig om, og faar udfyldt papirer som jeg ikke forstaar. Her maa indskydes at den tjekkiske dame, som sidder paa klareringskontoret er vældig sød og flink. Tilbage til tolderen.
Klokken er nu 19.00 og det regner stadig og der er hverken toilet, vandhane eller noget som helst, kun graa beton og et to meter højt hegn med pigtraad omkring etablissementet. Nu er vi glade, ja lykkelige, for de mange rundstykker som Susanne havde smurt dagen før, samt de hvide vander! Efter tyve minutter kan jeg stoppe papirerne ind gennem aabningen. Efter en rum tid og opslag i diverse bøger (ogsaa i en 5 cm. tyk EU-tolddeklaringshaandbog. Er Tjekkiet i det europæiske gemenskab?) Den tjekkiske tolder rejser sig nu fra stolen, ifører sig jakke og kasket og gaar med os over til den flinke dame. Og nu begynder tolderen og vor dame at skændes. Vor dame har skrevet E.G. nr. 4711 (karosseri uden skærme og motor) i klareringsattesten, men tolderen vil have E. G. nr. 4712 (karosseri uden skærme)!
Saa maa vor flinke veninde, føler vi efterhaanden, skrive alle attesterne om igen! Tilbage til toldskranken, hvor vi venter en halv times tid paa et antal lastvogne, som har papirerne i orden, og endelig kommer vi til. Nu er kl. 21.00 og ”butikken” lukker kl. 22.00. Tolderen se igen grundigt paa papirerne, og nu er han tilfreds! Igen ifører han sig jakke, kasket og en kraftig stavlygte! Nu vil han se et stelnummer! Det ligger jo stadig hjemme i skrivebordsskuffen. Men heldigvis kommer Steffen i tanke om at amerikanske biler før krigen, (2. verdenskrig) havde fælles motor og stelnummer, og det faar Steffen forklaret tolderen, selv om Steffen taler daarligere tysk end jeg. Nu siger tolderen en hel del ret hurtigt og ret højt som vi heldigvis ikke forstaar. Han gaar hurtigt over til et andet kontor, hvor der sidder toldere med større kasket! Vor tolder kommer tilbage efter 10 minutter, giver os papirerne og siger igen noget, som vi opfatter som: Kør!
Nu er kl. 21.40 og vi kan stadig ikke køre nogen steder. Der holder fire – fem lastvognstog foran. Saa jeg beder, paa mit bedste tjekkiske og tyske, lastvognschaufførerne køre en tre meter frem og en to meter tilbage saa vi lige kan snige og ud med vort vogntog. Vi kører nu 50 meter og ser endnu en tolder ved et lille skur. Kl. er 21.50. Vore hjerter synker nu helt i bund igen, efter vi lige havde faaet dem op igen. Lettelse! Han skal kun lige se vore pas.
Endelig i Tjekkiet! Saa kører vi igen selv om det er taaget som ærtesuppe. Vi er fremme hos Mads og Jarmila i Lazne Libverda kl. 24. De har været nervøse, og vi er glade og sultne. En halv liter Staropramen til hver, lidt at spise, et par smaa tjekkiske ”skarpe” og saa i seng.
Dagen efter fortsætter det Kafkanske toldhelvede, men nu har vi heldigvis Jarmila med, og hun kan sproget! Ned til toldkontoret i Frydlant (det var her i Friedland at Adolf Hitler i 1938, efter den tyske besættelse af Sudeterlandet, stod paa raadhusbalkonen og erklærede Sudeterland befriet fra tjekkisk undertrykkelse) hvor vi skulle have toldbehandlet vor bil. Efter megen snak og told- fotografering af Citroënen bliver vi sendt videre til varedirektoratet, hvor der ogsaa gaar en rum tid, og vi faar besked om at erlægge 17.875 Korun Ceskych i nationalbanken, heldigvis har nationalbanken en afdeling i Frydlant, hvilket vi pligtskyldigst gør. Saa tilbage til varedirektoratet. Nye stempler. Ned paa toldkontoret, ny stempler, og saa er alt i orden!
Endelig kan vi komme i gang med det vi havde som maal. Faa Citroënen afleveret hos Lubos Neumann, autoklempirské práce, pneuservis prodej ND ha zahranicni automobily i Raspenava. Lubos kan heller ikke tysk paa trods af efternavnet. Men vi har heldigvis stadig Jarmila med. Ind med bilen i det ikke særlig store værksted, men der er rent og ordentligt. Ud med alt ”skramlet”. Lubos og hans førstemand (førstemanden ”gør” i amerikanske biler) ser paa bilen,og vi bliver enige om at den skal have ”hele turen”!
Lubos nærmest forlanger vi ser ned, naar han er færdig med svejsningen! Men vi kan jo se paa det, han har staaende i garagen, at han godt kan svejse. Her skal lige nævnes at Steffen er, har været, mekaniker (ganske vist Volvo-mekaniker?). Jeg erlægger et minde forskud saa Hr. Neumann kan se jeg mener det alvorligt.
Efter et par dages ferie og enkelte Budvar (heldigvis ikke den amerikanske Budweiser), Staropramen og Urquell øl vender vi Saaben og Bennys tomme trailer, mod nord-nord-vest.
Tjekkisk fortsættelse
Saa er der efterhaanden gaaet et halvt aars tid siden Steffen og jeg forlod Lázne Libverda med bilen, Saaben, fyldt op med Urquell og Staropramen øl. (Jeg foretrækker Staropramen!)
Det var paa tide Susanne og jeg skulle ned og se paa bilen og vælge farve. Inden skulle jeg imidlertid hente nogle glimrende staalskabe i Vejle som en af mine venner, Henrik, havde skaffet. Det er jo dejligt at faa lidt orden i sine stumper og reservedele, og saa kan værktøj og reservedele jo laases inde. Altsaa faar vi fat i en stor anhænger, og Steffen og jeg kører til Vejle. Hurtig som jeg jo er, (bare se paa mit B11 restaureringsprojekt) løber jeg hen over parkeringspladsen, snupler og brækker foden! Hvor heldig kan man være? Kun en ugen inden Susanne og jeg skal til Tjekkiet.
Hospital, gips og krykker! (Vi fik skabene med hjem)
Heldigvis er Steffen igen klar, saa vi kører mandag d. 18 marts, med mig siddende paa bagsædet med højre ben oppe paa samme og Susanne er co-driver.
Fremme hos Lubos ser vi Citroënen igen. Den er sandblæst, ogsaa i krogene hvor det er lidt vanskeligt at komme til, og det ser godt ud. Der er ikke meget rust, men der er en del gamle svejsninger som ikke er saa kønne og det skal selvfølgelig rettes. Der er Lubos førstemand helt enige med os! Hvor pladen er lidt tynd er han allerede begyndt at skifte den ud, kant mod kant naturligvis. Steffen og jeg er tilfredse med arbejdet. Den graa farve bliver valgt. Det var ikke saa let fordi bilen jo var blevet sandblæst overalt, den originale graa farve i loftet var helt væk! Naturligvis havde jeg ikke lavet mit hjemmearbejde ordentligt, og faaet talt med Citroën eksperterne i Danmark! Der blev altsaa valgt en mørkegraa farve, med streg under mørke-.
Glade, tilfredse, fortrøstningsfulde og med haabet om at kunne hente bilen i juli maaned køre vi hjem igen. Denne gang ikke med saa mange øller. Der var jo ikke plads, men saa kompensere vi med spiritus, det fylder jo ikke saa meget!
I Juni 2002 kommer de ”Kafkanske” problemer igen. Lubos store interesse er karpefiskeri! Da han har dyrket denne hobby meget i foraaret, har hans førstemand, som jo har lavet næsten alt arbejdet paa min bil, forladt firmaet (Han er sikkert blevet sur, hvad jeg godt kan forstaa)! Lubos meddeler nu at han ikke kan gøre Citroënen færdig!
Min svigerinde, Jarmila, genboen Paul, og den lokale skovfoged gaar nu i gang med at finde en mekaniker som vil og kan gøre arbejdet færdigt. Det lykkes, (se foto) men nu er sommeren ved at være gaaet, bilen er stadig ikke færdig og den skulle have været ude af Tjekkiet i juli maaned! Altsaa maa Jarmila i gang med de Tjekkiske myndigheder. Toldvæsen og varedirektorat. Frem og tilbage, kaffe og kage, flere gange. Det lykkes heldigvis, og vi faar lov til at vente med at fjerne bilen fra tjekkisk jord inden den 31 januar 2003. Det er helt fint, og sikke en masse tid! Nu mangler der jo kun lidt svejs, lakering og indtræk!
I november skal vi endnu en gang vælge maling, vi har jo ogsaa faaet ny maler. Afsted til Tjekkiet, denne gang kan jeg dog køre selv, men medtager Claus Olsen fra Køsters Motorboghandel. Han vil ogsaa gerne smage paa den Tjekkiske øl. Vel ankommen besigtiger vi B11’ren. Al svejsning er lavet første klasses, ogsaa de vanskelige steder. Det ligner en ny, men umalet bil! Maler og møbelpolster mangler. Vi besøger møbelposteren, men desværre er hans udbud af stof er meget begrænset. To sorte og to graa farver at vælge imellem. Jeg vælger, men er ikke helt tilfreds! Maleren kommer forbi min broder og svigerindes hjem kl. 18.00. Jeg skal igen vælge farve. Jeg har stadig ikke lavet mit hjemmearbejde! Jeg vælger igen en mørkegraa som jeg mener ligner den originale farve (Det er sku svært naar man staar med over 200 graa farvekort i elektrisk lys).
Vel hjemme igen, denne gang med masser af Coca Cola til min søn. Jeg er ikke helt tilfreds med indtrækket, saa jeg ringer til Finn Lyster! Han har desværre ikke lige det rigtige stoffet hjemme, men skal sydpaa i februar maaned! Telefonere til Lázne Libverda, der er kun gaaet en uge siden vi kom hjem, for at bede møbelposteren udsætte polstringen. Jarmila ringer retur til Aabyhøj og meddeler at møbelposteren allerede har lavet sæderne! Fandens!!! (Endelig en tjekke som laver hurtigt arbejde!)
Tiden for hjemsendelse fra Tjekkiet nærmer sig. Jeg henter Benny Sørensens trailer, torsdag. Og gør den klar lørdag den 18. januar 2003. (Jeg har ogsaa husket at fastspænde 8 tomme kasser paa traileren). Klar til at køre søndag morgen! Men Jarmila ringer lørdag aften og siger at maleren ikke er færdig? ”Det er for koldt, det regner, det sner, malingen er stivnet i daasen, konen er sur, værtshuset er aabent!” o.s.v.
Nu maa min svigerinde i gang endnu en gang! Og denne gang maa hun helt til toldmyndighederne i Praha. Heldigvis har hun ogsaa gode forbindelser der. Hun har tilfældigvis gaaet i skole med en som er ansat i top tolden. Altsaa kan Praha sende en tilladelse om forlængelse til Liberec som saa kan sende beskeden til Frydlant og til sidst til toldstedet i Rumburk.
Vi har faaet en sidste frist til 31 april 2003!
P.S. Maleren har, efter værtshuset er lukket, og konen ikke er sur mere, fundet den helt rigtige originalfarve paa nettet! Gris irisé foncé: AC 106, haaber jeg. Pozdrav!
Tjekkisk afslutning
Nu nærmede sig tiden hvor Citroënen skulle være ude af den Tjekkiske republik, saa det var paa tide at faa fundet en chauffør. Men Steffen, som var med da bilen blev bragt til reparation i Tjekkiet, havde "desværre" faaet arbejde. Heldigvis var min ven, Peter Lillelund (kører MGA), klar med sin VW Passat, den har heldigvis 25 HK mere end den gamle Saab.
Lørdag den 30. april 2003 er vi igen klar med Bennys trailer paaspændt 10 tjekkiske ølkasser med flasker uden indhold, men parat til genopfyldning. Det er jo ingen sag at køre 900 kilometer med autotrailer uden auto, saa vi er fremme hos min broder og svigerinde i Lazne Libverda allerede kl. 1900.
Søndag var fridag, saa vi brugte tiden til at reparere min broders nye Skoda Octavia. Frontspoileren er jo kun sat fast med enkelte popnitter, og kan derfor ikke taale de høje tjekkiske kantsten. Men der var dog tid til at bese vor "nye" Citroën. Den saa godt ud, og havde den helt rigtige mørkegraa farve. Min frygt for at den ville glimre som et juletræ var heldigvis ubegrundet, der var jo ogsaa kun brugt 5 gram sølv pr. kg. lak! Vi kunne hente bilen mandag kl. 17, saa var ogsaa det sidste krom ankommet.
Mandag formiddag indkøb af forsyninger, dog ikke helt 10 kasser, og spændt venten. Jarmila, Peter og Peter var klar ved værkstedet kl. 17, og fik Sporten læsset paa og spændt forsvarligt fast paa Bennys trailer. Den halve landsby var samlet ved paalæsningen (se billede) og en lokal Hillman Minx var ogsaa mødt frem for at fejre den festlige afgang. Den, Minxen, var i meget fin og original stand! Det er dejligt at tjekkerne ogsaa har gang i veteranbilbevaringen! Efter afregning af de sidste Krunur, fotografering og hilsner i lange baner, tilbage til Mads og Jarmilas hus. Peter Lillelund vil nemlig gerne køre straks (klokken er ca. 1900): "Saa kan det maaske lade sig gøre at jeg møder rettidigt onsdag morgen!" (P. L. bor i Virum, Sjælland) Mads gaar i gang med aftensmaden medens Jarmila, Peter og Peter pakker. Jarmila skal nemlig med tilbage til Danmark. Heldigvis! Kl. 2100, parat, start, kør!
Der er ca. 135 km til den tjekkisk-tyske grænse ved Rumbak, hvor det nærmeste lastvogns toldsted forefindes. Der er vi kl, ca. 2300. Vi svinger ind paa en stor holdeplads hvor der holder alt for mange lastvognstog! Jeg springer ud af bilen, for der holder en dansk indregistreret lastvogn. Ham maa jeg kunne spørge om raad og vejledning? Han kan ikke et ord dansk selv om der staar "Frode Lauersen" paa bagsmækken? Saa er det Jarmilas tur. Hun taler med nogle Tjekkiske chauffører, og de siger at der er unormalt mange lastvogne i aften, saa de regner med det vil tage mellem 18 og 24 timer at komme gennem tolden!!! Faciliteterne her er ikke meget bedre end da vi to rejste den anden vej (se Attraction nr. 242). "Det er bare dæjlig! " Krigsraad.” Og Jarmila maa i gang igen! Hun gaar ned til udkørslen fra opsamlingspladsen og taler med den Tjekkiske politibetjent: "Hvis I kan komme ud af lastvognstrængslen, saa kan I sætte katastrofeblinket paa og køre ned langs rækken af holdende lastbiler, frem til indkørslen af toldomraadet. Men kør ikke ind mellem lastvognene. Saa bliver I lynchet!" (Der er ca. 2.5 km fra samlepladsen til toldomraadet) Peter Lillelund faar snoet os ud, og vi starter med katastrofeblinket mod færdselsretningen, langs de holdende lastvognstog. Peter har det ikke godt naar der kommer modkørende vogntog! Saa der bliver trukket godt til højre! Men ikke nok med det. Vi bliver ogsaa stoppet af en Tjekkisk politibil, men her viser det sig igen at det er uvurderligt at have en sprogkyndig i bilen! Vi kommer efter den nervepirrende tur ned til selve toldomraadet hvor der sidder en politibetjent i et ”kommando” taarn. Der er heldigvis to indkørsler ved ”taarnet”, hvoraf den ene ikke er i brug paa grund af det sene tidspunkt. Den tager vi, og Jarmila ind og op i ”taarnet”. Nu ønsker politimanden nummeret paa Bennys trailer og papirerne paa samme. Hurtigt klaret, og vi er i toldomraadet.
Jarmila har faaet udleveret en seddel hvor der er fem rubrikker som alle skal undersøges (teksten er naturligvis paa tjekkisk), godkendes og stemples! Punkt 1 hos toldpolitiet i blaat. Almindelig gennemsyn af pas og kontrol af ladningens papirer. Intet problem, det tager kun ventetiden, ca. 10 min. Videre til skranke 2, (stadig blaa uniformer bag glasset,) her skal vi gøre rede for, hvor meget brændstof vi har i tanken. Jarmila mener, vi har 25 liter medens Peter Lillelund mener vi har 35! Big deal! Det europæiske gemenskab vil ikke have at lastbiler tanker billigt tjekkisk diesel, og bringer det til gemenskabet! Og det ser jo ud til at vi ikke har overfyldt tanken i de 1½ aar vi har været væk! Saa nu var vi færdige med de blaa uniformer som Jarmila havde klaret straalende. Rubrik nr. 3! Nu skal undertegnede i gang med de grønne uniformer. Uha, uha! Den første gaar fint, det er kun passene som skal kontrolleres. Rubrik nr. 4! Her er det ladningen. (De grønne kan heldigvis heller ikke læse Tjekkisk) Men de ønsker oplyst for hvor meget ”varen” er blevet dyrere siden den forlod tyskland, sidst. Jeg giver ham hele mappen med alle papirer og regninger, og der er alt hvad der skal være! Maaske lidt for meget, for Jarmila har ført et regnskab over hvad udgifterne har været gennem restaureringsprocessen, men det er heldigvis skrevet paa dansk paa et almindeligt ternet A4 ark. Dansk kan de grønne heldigvis heller ikke, men de er ellers flinke nok! Tolderen finder med Jarmilas hjælp en passende tjekkisk regning paa arbejdet. Og saa skal der laves ”Berechung der Einfuhrabgaben zur mündlichen Zollanmeldung”. Vi bliver diregeret videre medens de beregner Zollanmeldungen.
Nu træder en overtolder ind i historien. Han ligner fodboldspilleren Steffan Effenberg! (S. E. tidligere Bayern München og det tyske landshold) En helt igennem usympatisk person. Høj, lys SS type. Han passer lige til de film man ser om lejrene i det tidligere rige. Peter faar besked paa at hente vogntoget og køre det frem til rampen hvor der er godt oplyst. Imedens gaar Jarmila, undertegnede, ”Effenberg” og tre toldere til rampen. De underordnede toldere vil naturligvis ud at se paa Citroënen. Men ikke ”Effenberg”. Han begynder straks at endevende Passaten, og ud triller spiritusflasker og mine tre kasser Staropramen øl. ”An die Rampe”! kommanderer han, i en ikke særlig venlig tone. Der er jo lidt for meget, saa Jarmila siger at de to flasker ”Irish Cream” jo ikke er alkohol (det er jo hedvin). ”Das ist Alkohol”!! Videre til bagagerummet hvor ”Effenberg” ser et reservehjul, det er det til traileren, ”Aha”! og saa skal hele bagagerummet ryddes, dækslet til brønden fjernes og der ligger Peter Lillelunds ubrugte reservehjul! Det var en skuffelse. Men paa rampen staar stadig ca. 1½ liter for meget, men ”Effenberg ”har heldigvis glemt den flaske Jarmila havde i sin kuffert. ”Effenberg” sender en af de tre toldere som kun har undersøgt Citroënen, ind paa kontoret efter blok og regnemaskine. ”Citroën” tolderen kommer tilbage med blok og regnemaskine, og fører en mindre samtale med ”Effenberg”, som jeg ikke forstaar. Men meningen forstaar vi. Han er blevet overbevist af ”Citroën” tolderen om at vi ikke er smuglere! Og saa giver ”Effenberg” os en skrap paatale! Det var en lettelse! Klokken er ved at være et om natten. Men først tilbage til kassen, hvor vi skal betale Zoll. 201,40 Euro. Jeg har ikke saa mange Euro, og vil derfor betale med plastic, men det kan ikke lade sig gøre. Saa vil jeg betale med tjekkiske koruna, og det kan heller ikke lade sig gøre. Altsaa maa vi tre danskere se at skrabe euroerne samme, hvad lige lykkes! Vi faar stempel i rubrik 4! Ud til rampen og frem til sidste kontrol, hvor de skal se pas, papirer osv. og hvor vor seddel endelig faar sidste stempel i rubrik 5! Kl. er 1, midt om natten, og vi er klar til de sidste 900 km, inden vi er hjemme i Aabyhøj.
”Heim in Reich”! (der er næppe nogen af læserne som ville tro, at jeg ville være lettet over at komme tilbage til Tyskland; men det var jeg!) Vi er alle tre helt euforiske, og vi faar os en kop kaffe og en mellemmad paa den første rasteplads. Peter fortsætter bag rattet, direkte gennem Berlin saa sparer vi 50km. Jeg overtager rattet efter Berlin, og kører de næste 300 km paa den meget kedelige motorvej mod Hamborg. Jeg bliver efterhaanden saa træt at jeg ikke kan holde vogntoget lige paa banen, saa Peter maa overtage styringen de sidste ca. 300km.
I Aabyhøj kl. 14.00, en hurtig frokost og Jarmila og Peter fortsætter til København. Men nu med Jarmila ved rattet! Peter og Peter har ikke sovet i over 30 timer, saa den ældste Peter gaar lige paa hovedet i seng!
Konklusion
Jeg vil ikke anbefale reparation af biler i Østeuropa, hvis man ikke har meget gode forbindelser paa stedet! Man skal kun lade værkstedet lave de reparationer man umiddelbart kan se! Man skal kontrollere hver etape af renoveringen! Man skal helst kunne sproget! Og saa skal man ikke tro at man sparer mange penge!
P.S. Lidt skulle jeg jo lave medens bilen var i Tjekkiet, saa nu har jeg alle dele til en 2CV, 1987, og de sælges! (Peter la Cour tlf. 8625 3828)