Livet i og ved huset på Anstaltsvej i Sakskøbing var en prøvelse for de omboende, skriver Lindhard Hansen. De større drenge havde salonrifler eller luftbøsser, så projektilerne fløjtede om ørerne på folk. I dette miljø opstod også et særligt sprog, en slags familieslang.
Familien besøgte farmoderen i Krønge med hestevogn fra Sakskøbing. Det var en festdag, når de tog afsted med en kasse sodavand af faderens fabrikat på vognen. På en af turene nægtede hesten at trække det tunge læs op af en stejl bakke. Det var et tungt læs: hele familien var i vognen, inklusive deres hund, vejene var heller ikke asfalterede dengang. Problemet løstes ved at moderen gik foran vognen og lokkede hesten med ved hjælp af en grøn gren.
Olaf holdt meget af heste som dreng og fik ofte lov til at køre rundt med en af byens vognmænd i ferierne mod at hjælpe lidt til ved læsningen af vognen. Han gik også tit og kiggede hos den lokale hestehandler. Fra han var helt lille huskede Olaf de sodavandsture, han kunne komme med på, når hans far kørte afsætningsture for sin daværende arbejdsgiver (Topp) ude på landet. Olaf fik bl.a. lov til at holde i den yderste ende af tømmen og således være med til at styre hestene. Olaf valgte siden at blive landmand, vist bl.a. fordi han holdt så meget af heste. Det hed sig også, at det var en sund bestilling.
Heidi Christophersens morfar Olaf Werner Friborg Pedersen i chaufføruniform i cirka 1939.
Olaf arbejdede på bøndergårde i ca. 15 år, afbrudt af militærtjenesten, men han forlod landbrugsarbejdet i starten af 30'erne pga. seneskedehindebetændelse i det ene håndled. Han gik så uden arbejde i godt et års tid - ude af stand til at udføre ret meget arbejde som krævede håndkraft af betydning - og levede af sygehjælp á 40 ører om dagen. Ca. 1933 fik han så arbejde som chauffør for en omkring 60-årig grosserer Hauberg, som handlede med artikler, f.eks. gødningskalk, til landmænd, men havde ligget stille med sit arbejde et par år pga. den økonomiske krise. Olaf skulle først køre en prøvetur med Hauberg og få gang i hans bil, som stod på flade dæk uden opklodsning. Den måtte pumpes delvist op med en fodpumpe, hvorefter Olaf kunne køre den til en servicestation og få den pumpet rigtigt op efter forinden at have fået akkumulatoren opladet og motoren i gang med hjælp fra en mekaniker. Olaf var med Hauberg på månedlange ture på Lolland, Falster, Fyn, Langeland og Jylland, hvor de bl.a. boede som logerende på en gård ved Hanstholm (hvor manden var lokal agent for Hauberg) og på hotel i Hjørring og mange andre steder. Olaf brød sig dog ikke om det, da de ellers så venlige værtsfolk på gården i Hanstholm forventede, at han kunne bruge det vand, der var brugt til at koge æg i, til sin morgenbarbering. Det var at drive sparsommeligheden for vidt, mente han, men det var selvfølgeligt besværligt at varme vand op ved hjælp af det brændefyrede komfur. På hotellet i Hjørring var der slet ikke varmt vand. Under dette sommerophold tog Olaf hver dag bad i Vesterhavet. Frokosten spiste Olaf og Hauberg i reglen undervejs i bilen: de havde medbragt smørrebrød, en flaske kaffe til Olaf og et par små snapse til Hauberg. Olaf var glad for arbejdet og karakteriserede Hauberg som en dygtig og energisk handelsmand, som havde mange venner blandt sine kunder: 'en knag til at handle med landmændene. Jeg (Olaf) beundrede ham tit, når han om vinteren i sne og kulde gik ind over en pløjemark. Tit var føret så vanskeligt, at han faldt, når der var glat og ujævnt på de frosne marker. Og når han efter en sådan stroppetur kom tilbage og rakte mig sin træpibe, sagde han glad: 3 tons - 5 tons, eller måske det var en statshusmand som ikke havde underskrevet ordreseddel på mere end 2 tons gødningskalk af det fornemme fra kalkværkerne nord for Ålborg. Når Hauberg var inde at handle, løste Olaf ofte krydsord imens. Den sidste tid med Hauberg boede Olaf på et værelse i Haubergs hus i Sakskøbing og spiste mad sammen med Hauberg-familien i deres køkken.
Herefter fik Olaf en mere vellønnet og ihvertfald mere prestigefyldt stilling som herskabschauffør for lensgreve Heinrich Haugwitz-Hardenberg Rewentlow på Krenkerup Gods i ca. 26 år, i første omgang fra 1. juni 1934 til 1. maj 1945, siden fra 26. august 1950 til 30. juni 1965. Jobbet fik han, da grevens mekaniker P. Frederiksen i Sakskøbing, engang Olaf var inde at hente benzin til Haubergs bil, spurgte ham, om han ikke kunne tænke sig at blive chauffør på Hardenberg. Olaf skulle bare køre nøjagtigt som da han var oppe til køreprøven, og så altid være velsoigneret. Olaf lod sig friste og mødte en aften på slottet til samtale med greven, der af papirer blot ønskede at se hans soldaterbog. Dagen efter blev det pengemæssige aftalt med godsforvalter Rasmussen.
Ved Olafs tiltræden blev han advaret af den gamle kusk, Lars Jørgensen, der havde været på godset i ca. 40 år: 'Man skal holde sig fra det herskabsvæsen'. Olaf hæftede sig dog ikke ved det før langt senere. Lønnen var pr. 1940 på 1800 kr. om året plus fri bolig, brændsel, grøntsager, kartofler og arbejdstøj og sko. Til jul fik personalet et gratis juletræ, ca. 15 kg. oksekød og en godtepose med slik til ca. 25 kr., senere vist afløst af et julegratiale. Olafs arbejdstøj var blå uniform, kasket og hvidt kravetøj, i 50'erne erstattet af grå habit med hvid skjorte og slips. Hans første bolig på godset var et værelse ved garagen, hvor der hurtigt blev indstalleret et brusebad ved siden af værelset.
Krenkerup var et velhavende gods med stor husholdning og stort personale, foruden herskabschauffør var der bl.a. hovmester, husjomfrue, oldfrue, overgartner, 2 stuepiger, 2 køkkenpiger og 1-2 mandlige husmedhjælpere. Hertil kom så godsforvalteren og overgartneren - og de ansatte på avlsgården, som socialt rangerede langt lavere end tjenerskabet. På godset havde man en skik med, at det ugifte personale skulle samles nogle timer juleaften til middag og salmesang, hvis greven var hjemme. Det var et arrangement, der var til stor irritation for de ansatte, der jo langt hellere ville afsted til deres familier end synge salmer med husjomfruen til hovmesterens violinakkompagnement.
Efter krigsudbruddet i 1939 kunne greven ikke tage til udlandet som sædvanligt og opholdt sig derfor i stedet på Skodsborg Badesanatorium. Olaf kørte så greven rundt i en lånt taxa fra en vognmand i Sakskøbing. Greven havde hamstret rigeligt med benzin (såvelsom kaffe m.m.), så han klarede sig længe på sine egen benzinlagre. At køre taxa krævede en udvidelse af Olafs kørekort, så det kom til at omfatte 'offentlig personbefordring'. Olaf tog da nogle timers undervisning hos en kørelærer og aflagde køreprøve hos en motorsagkyndig. Taxakørslen hver eftermiddag til København gik dog kun, indtil Københavns Politi henvendte sig til vognmanden, over at en af hans biler holdt om nætterne ved natklubber i København. Fra sanatoriet tog grevn nemlig sædvanligvis ind til København om eftermiddagen, spiste på Hotel Nordland på Vesterbro, gik evt. i biografen og siden på natklub til 2-3 tiden om natten: derfor natteparkeringerne i København. Taxavognmænd måtte imidlertid kun få benzin til lokale kunder, ordningen med taxaen hørte op, og derefter måtte greven og Olaf siden køre med egen generatorbil under krigen. Begrundet med at greven var skovejer, fik han tilladelse til at køre på trægas. Bøgebrændslet hertil blev først lavet på avlsgården ved godset, siden på grevens savværk længere væk. Når herskaberne var i biografen i København fik Olaf somme tider lov til at gå med, ellers gik han på restaurant og spiste i mellemtiden. Det kunne iøvrigt være en kold tjans at holde vagt og vente med bilen om natten i København, Olaf lagde sig som regel på bagsædet og rullede sig ind i vogntæpperne: i de tider var der jo ikke varme i bilerne. Tilsidst under krigen røg Olaf æblebladste i sin shagpibe i stedet for tobak, som ikke var til at få fat på.
Olaf mødte son kone, Gunvor, da hun arbejdede som husjomfru på Krenkerup. Olaf havde i lang tid skævet til køkkenvinduerne og den nye pige, der var kommet der. Den første lejlighed til at tale med hende kom en dag i maj, da en dyrlæge skulle tilse et føl, der havde brækket benet. Dyrlægen ville lægge en skinne på benet og behøvede hjælp til at skaffe noget lim til at smøre på forbindingerne. Olaf tilbød at at skaffe en limpotte fra godsets tømrer og få varmet limen op på gårdens køkken. Olaf havde ellers ikke noget at gøre i hverken stalden eller køkkenet, men som han skrev: 'ved sådan en lejlighed er man mere opfindsom end som så'. Endvidere skrev han: 'Mit lille trick lykkedes. Jeg fik lov at stå og nyde udsigten, medens limen varmedes på komfuret. Jeg tør jo ikke helt påstå, at det var kærlighed ved første øjekast, men noget i den retning må det have været. Der har sikkert svævet mange små amoriner rundt i køkkenet den dag'. Olaf og Gunvor blev forlovet 6. november 1937.
Under krigen måtte godsets personale, bl.a. Olaf, en periode på skift holde vagt om aftenen for, at der ikke skulle komme tyske soldater op til to unge piger, som var i tjeneste på godset. Der blev ikke betalt nogensomhelst form for overarbejdspenge for disse vagter: ikke til folk der var på månedsløn.
I forbindelse med brylluppet i 1939 fik Olaf og Gunvor tildelt en stor tjenestelejlighed, en andel af en villa i slotsparken, der havde været brugt som gartnerbolig. Olaf skriver: 'Til det unge par var der to stuer, og på 1. sal to værelser, i kælderen var der et gammelt køkken'. Senere fik de indrettet nyt køkken i stueetagen med indlagt vand, spisekrog og nyt komfur.
Ligesom det var svært at få fri til sit bryllup, havde Olaf også problemer, da hans første barn, Elsie, skulle døbes i Nakskov 2. juledag 1940. Han fik lov til at få fri til barnedåben, men turde så ikke bede om fri til også at fejre juleaften i Nakskov. Olaf spurgte dog i løbet af eftermiddagen, om han måtte tage hen og drikke kaffe hos nogle venner. Han turde ikke fortælle, at han faktisk agtede sig til Nakskov med kone og barn for at fejre jul hos svigerfamilien. Gunvor skulle da gå de 4 kilometer i sne med barnevognen til stationen i Sakskøbing, hvor Olaf så regnede med, at kunne støde til hende, så de sammen kunne tage toget til Nakskov kl. 18 og være hos familien kl. 19. Olaf måtte først afvente et pr. hustelefon bebudet besøg fra greven, som ville give ham instruktioner til næste dag. Det trak længe ud med grevens besøg, så på vej til Sakskøbing derefter på cykel med kufferten med gaver på bagagebæreren mødte han så en træt Gunvor på vej tilbage, som havde ventet på ham i Sakskøbing i 2 timer og opgivet. De gik sammen til Sakskøbing, hvor de ankom kl. ca. 19.30 for at opdage at næste tog til Nakskov først gik kl. 21. De tog da ind på Sakskøbing Hotel for at få skiftet den lille og få en kop kaffe og juleboller. Værten og hans familie sad selv ved julemiddagen og var ret forbløffede over at få gæster på dette tidspunkt, alle beundrede den lille pige. Den lille familie var først i Nakskov henad kl. 22, hvor de fik julemiddag henad ca. 22.30 og hyggede sig et par timer med gaveudveksling, kaffe og rygning. Olaf måtte op næste morgen kl. 5 og med toget fra Nakskov og cykel fra Sakskøbing for at være på arbejde igen næste dag.
Greven, der var af jødisk afstamning, flygtede ved juletid 1944 fra Grønsund til Sverige med en fiskerbåd. 1945 blev der indlogeret flere hundrede østtyske flygtninge på Krenkerup efter ordre fra den tyske værnemagt: kvinder, børn, gamle, invalider og enkelte forhenværende soldater, som var blevet vanvittige af krigens rædsler. De var kommet sejlende med mindre skibe ind i Sakskøbing havn og kørt i lastbiler op til godset. Flygtningene blev indlogeret både i selve slottet, dets gæstefløj og den tidligere godsforvalterbolig; der blev strøet halm på gulvene i de tomme rum. Møbler havde de ingen af: slottet var stort set tømt for møbler inden flygtningenes ankomst. Der kom tyske militærbiler med mad til flygtningene om aftenen, når der var behov for det. Flygtningene blev behandlet dårligt, erindrede Olaf. Lejrchefen var en tidligere underofficer, der var meget venligt indstillet, ifølge Olaf, men mente han var nødt til at opretholde en temmelig hård disciplin. En tyfus-syg ældre dame blev anbragt i et udhus uden varme. Hun blev hver morgen slæbt ud og lagt på den frosne jord mens en tildels utilregnelig tysk mand mugede ud i hendes rum. Hun døde da også i Danmark. Flygtningene blev sprøjtet mod utøj. Det var en dansk kammerjæger, der udførte dette arbejde, og for at gøre det så ubehageligt som muligt sprøjtede ham dem med koldt vand iblandet sprøjtevæske. Olaf havde ellers tilbudt at skaffe varmt vand til formålet, men det blev afvist.
I den mellemliggende periode - under besættelsen - hvor greven var i udlandet, havde Olaf forskellige job ved landbruget.
Olaf søgte igen arbejde på Krenkerup, hvor han så var tilbage i sin gamle stilling som herskabschauffør fra 26. august 1950. Det var godsforvalteren, der aftalte ansættelsen med Olaf og iøvrigt insisterede på, at Olaf skulle tiltræde inden for en uge og sige ja til stillingen med det samme uden yderligere betænkningstid. Olaf fik nu tjenestebolig i et af arbejderhusene på alléen op til slottet. Huset opvarmedes oprindeligt med brændeovn, vandet skulle hentes fra vandposten udendørs, og der var ikke træk_og_slip, men et gammeldags das. Lokumsspanden gravede Gunvor altid ned, Olaf kunne ikke med den slags arbejde. Brusebad kunne de tage ovre i garagen, hvor der var varmt vand. Senere i 1955, efter at husets brønd var løbet tør, blev der indlagt vand i tjenesteboligen, og der kom bad og toilet og blev opsat en elektrisk vandvarmer. Huset var oprindeligt på to værelser i stuen, som senere blev slået sammen til et, dertil kom så badeværelset, samt to loftsværelser.
Der fortælles mange mærkværdige historier om Olafs mangeårige arbejdsgiver, lensgreve Heinrich Hardenberg Rewentlow. Han brød sig bl.a. ikke om, at hans ansatte, modsat ham, selv havde kone og børn og et lykkeligt familieliv. På Krenkerup kom der et par gange om året en såkaldt herregårdsmissionær, ved hvilke lejligheder personalet fik lov til at holde møderne med andagt og salmesang i Avlsgårdens spisestue og drikke kaffe der bagefter. Gunvor var med Olaf til et sådant møde i 1940, men da de gik 'hyggeligt arm i arm' op forbi slottet på vej til deres bolig i gartnerhuset, drejede de ned forbi garagen, hvor Olaf ville se, om greven havde stillet sin cykel i garage, så Olaf kunne låse af for natten. Netop da kom greven raslende hen over gårdspladsens brosten på sin cykel. Han reagerede med raseri over at se det lykkelige par og smed cyklen fra sig. Olaf hængte nu cyklen op i garagen, og da han var færdig hermed, kom greven farende og råbte ham ind i ansigtet: 'Kan De lade deres kælling blive hjemme, hun har ikke noget her at gøre'. Tilsvarende da Olaf og Gunvor fik deres første datter i 1940, var grevens kommentar: 'Det er da meget godt, men lad det nu ikke gentage sig'. Greven var iøvrigt tilsyneladende konstant på pigejagt, foruden sine mere eller mindre faste elskerinder dyrkede han også en del af de unge tjenestepiger på godset. Han skal også - uden held - have lagt an på Gunvor engang under krigen, hvor Olaf ikke var hjemme, men var i Nakskov for at hente Elsie, der havde været på ophold derovre.
En gammel skolekammerat og senere tjenerskabskollega på Krenkerup, Linhard Hansen, skriver i sin erindringsbog, 'Et liv med mange fugle og få penge - slotsvægteren fortæller' (Forlaget Skippershoved 1997), at Olaf en gang efter krigen måtte køre to af lensgrevens grapefrugter til lufthavnen. Det gik sådan til: 'Lensgreven var rejst til Schweiz, men kom i tanke om, at han havde glemt to grapefrugter, han havde liggende i sit private køleskab. Altså: 'Harald, send mig straks de frugter!' Olaf til Kastrup og to grapefrugter med fly til Schweiz. Ved ankomsten til hotellet skulle lensgreven betale for transporten fra lufthavnen til hotellet, men det nægtede han: 'Jeg kan jo købe dem billigere her!' (citat fra Lindhard Hansens bog side 87).
Greven sørgede, ihvertfald i 30'erne, for at 'smøre' de lokale myndigheder med smågaver m.m. Ved juletid fik told_ og politietaten i Gedser og Sakskøbing vildtgaver, de højeststående fik et rådyr, menige folk fik harer og fasaner. Som tak herfor undgik greven at få sin bagage undersøgt, når han rejste ud eller ind over Gedser. Ikke at han smuglede, men han brød sig ikke om at have toldere til at rage i sit tøj. Præsten i Radsted fik 12 flasker vin og den kvindelige tandlæge også en lille kasse vin.
En gang om året inviteredes det lokale sogneråd i Radsted, frk. Ploug fra kommunekontoret (eneste dame i selskabet), stationsforstanderen i Sakskøbing og præsten i Radsted til frokost på slottet. Skovrideren og grevens sagfører blev også inviteret med for at fylde op. Sognerådsmedlemmerne var jævne folk: mælkemand og landmænd. Der blev derfor lagt skumgummipuder på stolene for at disse jævne folk ikke skulle ødelægge stolebetrækkene, toiletterne blev aflåst - gæsterne måtte kun benytte folketoilettet i underetagen- og, da middagen et år blev afholdt i riddersalen, hvor der var et fint tæppe på gulvet, blev der lejet en presenning til at lægge over gulvtæppet.
Olafs familie fortæller om en juleaften, hvor greven ville have skrevet et julebrev, der samme aften skulle køres til København. Derfor måtte Olaf vente nede i slottets køkken, indtil brevet var klar til at blive kørt til København. Hele Olafs familie - bestående af konen Gunvor og døtrene Elsie og Karin ventede forgæves en hel lang juleaften. Da klokken blev omkring midnat, kom greven ned til Olaf og sagde, at han alligevel ikke fik skrevet det brev i aften, og han kunne gå hjem til sin familie. Historien hænger sammen med, at greven, der var østriger af fødsel, var katolik og derfor ikke mente, at julen burde fejres før den 25. december.
En særlig kedsommelig og pinsom opgave var det ifølge Olaf at bistå greven med at pakke kufferter. Hjælperen, som altså f.eks. kunne være Olaf, skulle så blot stå ret op og ned som en statue i op til et par timer og holde låget, mens greven pertentligt pakkede sin kuffert. Hjælperen fik allerhøjest lov til at trykke ned på låget, når en kuffert var færdigpakket og skulle lukkes. Tilsvarende var det en pine at skulle hjælpe greven med juleposten f.eks.: frimærkerne skulle sættes på med pinlig nøjagtighed, og når greven smed sine breve i postkassen foregik det ét ad gangen, hvorefter der tilsidst skulle lyses med lommelygte ned i postkassen og fingrene skulle stikkes ned i kassen for at sikre, at alle brevene var kommet helt ned og ikke hang fast.
Greven opholdt sig tit i København og købte tøj hos bl.a. Brdr. Andersen i København, til sig selv naturligvis, men også til Olaf, som skulle se præsentabel ud på grevens rejser bl.a. i udlandet. En dag under indkøb hos Helge Madsen ved Østerport Station dukkede Kong Frederik 9. op i forretningen fra baglokalet på et tidspunkt, hvor greven havde hidset sig op overfor en ekspedient og ved at læne sig bredt ind over disken spærrede kongens udgang fra den smalle butik. Greven var sur over ikke at blive betjent personligt af butikkens indehaver, som jo imidlertid havde travlt med at betjene kongen i baglokalet. Kongen holdt sig diskret i baggrunden og stoppede sin pibe, indtil den hidsige mand var færdig med at skabe sig og gav plads, så kongen kunne komme ud. Da greven og Olaf kom ud af butikken, spurgte Olaf greven om han havde set, at Hans Majestæt Kongen var i butikken, hvorefter greven svarede: 'Det skulle du da have sagt mig. Jeg ville da gerne have hilst på kongen'. Olaf tænkte da i det stille, at det kunne han da ikke komme til, når greven skabte sig sådan.
De første år i København boede greven regelmæssigt på Skodsborg Badesanatorium, senere, efter krigen, lejede greven en dejlig lejlighed på Grønningen 5, 4. sal med udsigt over Kastellet. Han havde som regel en 4_5 folk fra sit tjenerskab med, når han opholdt sig i København: 3 mænd og 2 kvinder. Det kunne være en prøvelse for personalet at gå og gnubbe sig op af hinanden i 5_6 uger her. Lejligheden på 4. sal blev senere suppleret med endnu en lejlighed på 5. sal for at skaffe plads til tjenestefolkene. På et tidspunkt var Olaf også indlogeret ude i byen pga. pladsmangelen.
Andre gange i udlandet hvor Olaf var med som en slags selskabsherre, spiste de på meget fine restaurenter. Olaf erindrer, at greven engang beder tjeneren om at få sin bøf stegt rød, og da tjeneren kommer med to bøffer (til Olaf og greven), skælder greven ud over at bøffen ikke er rød nok. Dette gentager ca. 4 gange, hvorefter han tilsidst får en helt igennem rå bøf, der kun er vendt på stegepanden en enkelt gang. Udlandsturene havde en varighed på 2_4 måneder, og fandt sted hvert eneste år. Olaf var altså ofte væk fra sin familie. Før og under krigen foregik udlandsrejserne dog kun med tog, skib eller fly. Bilrejserne i udlandet, som inddrog Olaf, begyndte først efter krigen. Greven fløj typisk til syden med sin elskerinde, mens Olaf og grevens sekretær kørte med bilen ned til destinationen, så bilen kunne stå til rådighed dernede. Rejserne gik til Italien, Frankrig, Schweiz, Tyskland og en enkelt gang England. Her kørte man så ofte lange dagsrejser på fra 300 til 700 km. om dagen. Ofte blev Olaf ikke oplyst om bestemmelsesstedet, han havde bare at køre. Olafs program bød på følgende fravær fra sit hjem i 1959: København 3.-5. januar, udlandstur fra 6. januar til 24. maj: bl.a. til Freiburg, Chur, St. Moritz, Milano, Genova, Monte Carlo, Nervi, Abano, Lugano, Lausanne, Hamborg. Igen København 4.-6. juni, 7.-8. juli og 7.-13. august, Jylland 19.-21. august, København 22.-2-6. august, Fanø 27.-30. august, Roskilde 5. september, København 6.-20. september, udlandstur fra 2.- 26. oktober (Hamborg, Petersberg, Paris, Lausanne og Baden-Baden). Ialt 124 dage i udlandet, 35 dage i København og 8 dage i Jylland. Hertil var greven samme år på endnu en udlandstur (til England) og endnu et par Københavnsophold uden Olaf. Olaf måtte iøvrigt vaske og stryge grevens tøj på udlandsrejserne. Det vænnede han sig til, så det ofte også blev ham, der tog sig af disse opgaver i hjemmet.
Når Olaf var med i udlandet og skulle vente længe på greven, der var til fine selskaber, fik han nogle gange foræret teater- og biografbilletter bl.a. til operetter som han holdt meget af, og til filmatiseringen af John Steinbecks roman 'Øst for Paradis', der havde premiere i udlandet længe før den kom op i de danske biografer. Filmen gjorde et stort indtryk på ham. Ellers fortalte han meget levende om dengang han så paven velsigne nogle små børn på Peterspladsen i Rom, og en anden gang da han så fyrstinde Grace af Monaco (tidligere amerikansk filmskuespiller) spille tennis.
Morfars sidste bil. Her ses morfar som pensionist sammen med mig, hvor han hver dag (fra børnehaveklasse til og med 3. klasse) kørte mig i skole, som min privatchauffør. På billedet går jeg i første klasse.
En stor oplevelse på godset var det, da den amerikanske millionøse Barbara Hutton kom på besøg en ugestid i 30'erne under sit korte ægteskab med grevens bror, grev Curt. Godset stod på den anden ende i anledning af besøget. Der blev bl.a. afholdt en kæmpemæssig gallamiddag for godsejerstanden på Lolland-Falster.
Olafs job på Krenkerup bestod pr. 1964 i at passe grevens 4 personbiler og ene varebil, køre for ham i indland og udland, hente varer til grevens private husholdning, passe hunde og passe godsets 2 tennisbaner, og iøvrigt hjælpe til på slottet med opvask, telefonpasning, pakning af grevns kufferter m.m. At passe tennisbanerne var iøvrigt ikke noget helt lille arbejde: de skulle vandes, fejes og tromles i en uendelighed. Det sidste år hos greven, regnet fra 1. april 1964 til 31. marts 1965 tjente han ialt 13.490,05 kr. Fordelt på:
Månedsløn april - juli 64, 4 x 775 kr. 3.100,_
Månedsløn august 64 - marts 64, 8 x 1.000 kr. 8.000,_
Gratiale udbetalt 30/6 1964 500,_
Afløsning som nattevagt:
11½ vagter á 46,48 534,52
13 enkelttimer á 5,81 75,53
Udetillæg: 64 dage á 20 kr. 1.280,-
Ialt 13.490,05 kr.
Olaf blev 31. maj 1965 afskediget af greven med virkning fra 1. juli 1965 og med samtidig opsigelse af sin tjenestebolig på godset. Afskedigelsen foranledigedes af, at Olaf nægtede at arbejde som havemand i stedet for som chauffør. Gunvor afskedigedes samtidigt fra sit arbejde i parken. Olaf mente, at han havde ret til at blive boende i sin tjenestebolig, og man forsøgte i august at komme af med ham ved bl.a. at spærre for hans adgang til brænde. Efter en retssag mod Olaf anlagt mod ham for at få ham til at fraflytte tjenesteboligen, fik han dog gennem et forlig indgået i retten på Sakskøbing Rådhus 22. oktober 1965 ret til at blive boende til 30. november 1965. Samtidigt fik Olaf udbetalt de 1.687,27 kr, godset skyldte ham i feriepenge for 1964-65. Olaf anlagde bagefter retssag mod greven, som han mente skyldte ham et beløb af 82.905,92 kr.. Først og fremmest som erstatning for en pensionsret, Olaf mente at have i følge en pensionsaftale af 1955. Denne sag var i retten i Sakskøbing 23. februar 1967. Herfra blev der anket til Østre Landsret; umiddelbart før sagen skulle op i landsretten 27. maj 1969, kom der 14. maj et forlig i stand, hvorefter Olaf én gang for alle fik udbetalt 9.000 kr. Olaf havde fået bevilliget fri proces i begge sager. Han følte sig meget dårligt behandlet og var meget bitter på greven.